NYHED!
Økologiske hele kaffebønner, mellemristet fra Etiopien.
Disse økologiske kaffebønner stammer fra Oromia-regionen i Etiopien, nær byen Nensebo i West Arsi. Bønnerne dyrkes på små landbrug beliggende i højder over 1.900 meter. De højtliggende marker er med til at sikre ideelle vækstbetingelser for kaffebønnerne. Kombineret med de lokale landmænds store erfaring gennem mange generationer og deres traditionelle dyrkningsmetoder, giver det kaffebønnerne en unik smagsprofil med noter af frugtige bær, syrlig citrus og en delikat sødme, der er karakteristisk for Etiopien.
De modne, røde kaffebønner håndplukkes og udvælges nøje af landmændene, der leverer dem til en vaskestation. På vaskestationen bliver bærrene sorteret, og bær med skader fjernes, før de pulpes, fermenteres i 36-48 timer og derefter skylles grundigt i rent vand. Tørringen foregår på såkaldte “raised beds”, der er høje tørrestativer. Bærrene vendes regelmæssigt for at sikre en jævn tørring over 7-11 dage.
Vaskestationen modtager kaffebønner fra 750 forskellige landmænd i nærområdet og fungerer som et kooperativ for de lokale bønder. På markerne på kaffefarmene vokser kaffeplanter i en blanding af JARC-varianter og lokale sorter, der er tilpasset de særlige klimaforhold i regionen.
Landmænd i denne region har dyrket kaffe i generationer og er ægte specialister. Kaffefarmene, der typisk er mellem 1 og 1,5 hektar store, drives næsten udelukkende manuelt, og oftest er familierne fælles om at dyrke afgrøderne på markerne. Landmændene blander ofte deres kaffeplanter med andre fødevareafgrøder på markerne, da det udnytter dyrkningsarealet optimalt og sikrer mad til familierne.