Mandelbund med bærskum
Denne dejlige drøm af en kage pynter op på ethvert kagebord. Den lækre marengsagtige bund af groft mandelmel kan laves dagen før, og derefter tager det ingen tid at piske flødeskum og blande med dine fortrukne bær eller en god rabarberkompot, hvis du har dem i haven. Pynt med bær eller frugt eller hvad du nu lige har ved hånden. Det er en dejlig let og luftig sommerkage som altid vækker opsigt og begejstring.
Ingredienser:
- 5 æggehvider
- 150 g sukker
- 200 g mandler
- 300 g jordbær
- 50 g flormelis
- 200 ml piskefløde
- Bær til pynt
Opskrift:
Tænd ovnen på 175 grader.
Pisk hviderne stive og tilsæt sukker lidt efter lidt til du har en sej marengsagtig masse. Blend dine økologiske mandler til groft mandelmel og vend dem forsigtigt i massen. Hæld derpå massen i en beklædt form (20-25 cm) og bag i bunden af ovnen i ca. 25-30 minutter.
Lad bunden køle helt af.
Hvis du bruger frosne jordbær, så hæld kogende vand over dem så de tør op. Pisk fløden til flødeskum. Kom jordbærrene i en blender og blend dem let. Det gør ikke noget at der stadig er lidt småstykker i. Rør nu flormelis i og vend jordbærrene og flødeskum forsigtigt sammen. Fordel bærskummet over bunden og pynt med friske bær, blomster eller frugt.
Tip om Colombani.dk: Du kan købe en verdensklasse økologisk ekstra jomfruolivenolie via vores webshop, hvis du ønsker en høj kvalitet til rimelige priser. Læs mere om vores olivenolie her. De varmeste hilsner, Natascha & Jesper Gyldendahl Colombani