Menu
Kurv 0

Olivenolie fra høst til dit køkkenbord

Du har sikkert læst vores guide til at vælge en olivenolie af høj kvalitet flere gange, men her vil vi gerne fortælle dig om hele den spændende rejse fra høst til dit køkkenbord :)

Høsten
Det er meget afgørende for kvaliteten af en olivenolie, hvornår man vælger at høste de oliven, som skal bruges til olien. Man skal selvfølgelig vente indtil de er modne, men venter man for længe, så bliver de overmodne og kvaliteten bliver ringe. Desværre vælger mange producenter med at høste, da overmodne oliven giver meget mere olie. Høster man modne oliven, så vil man typisk få ca. 10-12 procent olie i forhold til antal kg høstet oliven. Overmodne oliven kan give 20-25 procent olie. Det kan derfor ofte være en økonomisk fordel at producere en ringe kvalitet, da vi forbrugere elsker lave priser. Vi foretrækker personligt en høj kvalitet og mængderabat ved større indkøb af gangen.

Olivenolie - Olivenmark med Jesper Colombani

En dygtig olivenbonde holder meget øje med, hvornår det rigtige høsttidspunkt byder sig. Det gælder om, at flest mulige oliven er i gang med at skifte farve. Alle oliven-sorter skifter nemlig farve fra grøn til sort, når de bliver modne. I disse moderne tider, så bruger nogle olivenbønder også laboratorietest for at fastsætte det bedste tidspunkt for høsten. Det er efterhånden en sand videnskab blot at vælge, hvornår høsten skal i gang. Når de er klar, så skal høsten helst afsluttes indenfor 2-3 uger.

Olivenolie - Natascha Colombani får god råd om høsten

Transport
Når høsten er i hus, så skal de friske oliven ind til presning hurtigst muligt, jo færre timer jo bedre. Nogle producenter kan bruge flere dage fra høst til presning, hvis der er for mange oliven og ventetid ved presningsmaskinen. Det er helt indlysende ikke godt for kvaliteten. En god tommelfingerregel er presning indenfor 12-24 timer. Vores leverandør presser indenfor 3 timer, da de har meget høje krav til deres kvalitet. 

Olivenolie - Jesper inspicerer de nyhøstede oliven

Presning
Efter alt det hårde arbejde med høsten af de modne oliven og transport til gården, er det tid til rensning og presning. Blade og smågrene sorteres fra, så kun de fine oliven er tilbage. Presningen skal foregå meget klinisk, så urenheder ikke kommer i den færdige olie.
 
Du har formentligt allerede hørt om udtrykket ”koldpresset”. Dette betyder, at temperaturen ikke må overstige 27 grader i forbindelse med presningen. Det er jo ikke ligefrem ”koldt”, i hvert fald ikke, hvis man sammenligner med den typiske danske sommer. Det kræver nok en rejse til varme lande i Sydeuropa, at kalde 27 grader for koldt. 

Olivenolie - Friskpresset økologisk ekstra jomfruolivenolie

Hvis du virkelig ønsker en god kvalitet af olivenolie, så skal temperaturen da også endnu længere ned. Vores leverandør køler deres temperatur ned til omkring 19-20 grader, når de presser. Det svarer til en nogenlunde middelgod dansk sommerdag, når regnen holder pause og vinden har lagt sig. Du skal selvfølgelig altid vælge ”koldpresset”, men olivenolien kan altså sagtens variere meget i kvalitet, selvom den er koldpresset.

Olivenolie - Gamle møllesten til presning af olivenolie

Filtrering
I gamle dage brugte man ikke filtrering og man pressede olivenolie på rustikke møllesten. ”Alt var bare bedre i de gamle dage”. Det er desværre bare ikke sandt. Kvaliteten var meget dårligere dengang. Olien blev iltet alt for meget og urenhederne gjorde olien ustabil. Du kan godt købe en god kvalitet af ufiltreret olivenolie, men så skal du købe den kort efter høsten og bruge din olivenolie hurtigt. Olien kan nemlig sjældent holde sig frisk og stabil hele året, hvis den er ufiltreret. Hvis du ønsker en god olivenolie hele året rundt, så anbefales filtreret olivenolie helt klart. 

Olivenolie - Filtrering af olivenolie

Opbevaring
Når din olivenolie er blevet produceret efter alle kunstens regler, så gælder det efterfølgende om at passe godt på den gode kvalitet. Generelt set, så må olivenolie ikke få for meget varme, ilt og sollys. Hvis du opbevarer din olivenolie i en klar og gennemsigtig glasflaske i direkte sollys i vindueskarmen eller på hylden over din pejs eller brændeovn, hvor det bliver meget varmt, så vil olivenolien meget hurtigt miste både duft og smag. Det er bestemt ikke være godt for kvaliteten af din olivenolie. Det er altså en god idé at opbevare din olivenolie korrekt, hvis du ønsker at bevare de gode egenskaber i olivenolien. 

Olivenolie - Natascha Colombani holder vores nye dunk med 3 liter olivenolie

Olivenolien skal derfor helst stå mørkt, gerne køligt og i en lufttæt beholder. Vi anbefaler mellem 12-22 grader, så det vil være perfekt med et køligt viktualierum eller svaleskab. Et køleskab er typisk for koldt og olivenolie vil dermed koagulere (stivne). De fleste har deres olivenolie på køkkenbordet eller i køkkenskabet, hvilket er helt fint. Olivenolien kan sagtens holde sig, men den vil bevare sin duft og smag i længere tid, jo bedre du opbevarer olien. 

Priser og bestilling
Du kan finde alle priser på vores økologiske ekstra jomfruolivenolie her: www.colombani.dk/collections/olivenolie

Olivenolie - Natascha og Jesper Colombani holder friske oliven

Hvis du har nogle spørgsmål, så tjek vores FAQ her på hjemmesiden eller skriv direkte til os. Vi elsker at svare på spørgsmål :-) 

De varmeste hilsner
 
Natascha & Jesper
Gyldendahl Colombani