Hasselnøddepesto med krydderurter
Hasselnøddepestoen kan bruges som enhver anden pesto sammen med pasta, på brød, som dip eller som tilbehør til bagte eller stegte grøntsager. På denne årstid elsker vi at spise den sammen med vores kogte, nye kartofler i stedet for den sædvanlige smørklat. Mulighederne er mange, så slip bare kreativiteten løs.
Pestoen har en dejlig cremet og let konsistens, og du kan variere den med de krydderurter du har lyst til, eller helt undlade krydderurterne og bare spise pestoen ‘au naturel’. Har du ikke ristede hasselnødder på lager, kan du hurtigt riste dine egne hasselnødder i ovnen.
Ingredienser:
- 100 g ristede økologiske hasselnødder
- 1/4 dl koldt vand
- 1/2 dl økologisk ekstra jomfruolivenolie
- 1/4 fed revet hvidløg
- 2 spsk citronsaft
- 1 håndfuld friske krydderurter (fx persille, timian, purløg, basilikum)
- Salt og peber
Opskrift:
Start med at komme hasselnødderne i en blender og blend dem indtil de er hakket til groft mel. Hæld citronsaft og hvidløg i blenderen og tilsæt derpå olivenolien i en tynd stråle mens blenderen kører. Gør det samme med vandet. Det er ikke sikkert at du skal bruge alt vandet, så prøv dig frem indtil du har en cremet og blød konsistens. Hak krydderurterne på et skærebræt og rør dem i pestoen. Smag til med salt og peber og evt. ekstra citronsaft.
Tip: Har du ikke ristede hasselnødder, kan du riste dem selv:
Tænd ovnen på 150 grader og rist hasselnødderne i ca. 5-10 minutter. Hold godt øje med dem, så de ikke bliver sorte. Hæld de varme hasselnødder over i et viskestykke og lad dem køle af. Når de er afkølet gnubbes de grundigt i viskestykket, så den brune hinde falder af.
Tip om Colombani.dk: Du kan købe en verdensklasse økologisk ekstra jomfruolivenolie via vores webshop, hvis du ønsker en høj kvalitet til rimelige priser. Læs mere om vores olivenolie her. De varmeste hilsner, Natascha & Jesper Gyldendahl Colombani