Jordbær med mandler og kanel
Denne simple og lækre hjemmelavede morgenmad er altid en favorit hjemme hos os. Vi elsker kombinationen af bær, nødder og kanel. Det er nemt at lave og smager himmelsk.
Vi får virkelig mange jordbær fra vores egen køkkenhave, som vi nyder at spise til morgenmad. Nogle år høster vi mellem 30-40 kg jordbær, som vi fryser ned til vinteren. Vi laver derfor ofte endnu større portioner end nedenstående, så vi har morgenmad til flere dage i træk.
Ingredienser:
- 500 g frosne jordbær
- 200 g økologiske mandler
- 100 g økologiske valnødder
- 100 g økologiske kokosflager
- 1-3 tsk økologisk ægte kanel
- evt. blåbær eller andre bær
Opskrift:
Optø jordbærrene i en skål, så saften kan løbe fra, fx natten over. Hæld saften i et glas eller kande. Vi drikker normalt jordbærsaften rent ved siden af. Blend kort jordbærrene i en blender, så det bliver til en samlet grød.
Forvarm din ovn på 150 grader uden varmluft.
Hak mandler og valnødder. Hvis du bruger en mini-hakker, så bliver nødderne mere finthakkede, end hvis du hakker dem i hånden. Vi kan bedst lide dem mere grovhakket, men det går hurtigst med en mini-hakker.
Hæld de hakkede mandler og valnødder, samt kokosflager og kanel på en bradepande med bagepapir. Bland råvarerne og fordel dem jævnt på hele bradepanden. Rist dem i den forvarmede ovn ved 150 grader i 10 minutter. Glæd dig til den dejlige duft af kanel breder sig i dit køkken.
Lad blandingen afkøle, og servér de blendede jordbær med de ristede nødder og evt. med nogle friske blåbær ovenpå. Nemt og lækkert.
Tip om Colombani.dk: Du kan købe en verdensklasse økologisk ekstra jomfruolivenolie via vores webshop, hvis du ønsker en høj kvalitet til rimelige priser. Læs mere om vores olivenolie her. De varmeste hilsner, Natascha & Jesper Gyldendahl Colombani